VINTERSPIRER

4 TIPS TIL DINE FRØ & SPIRER I FROSTVEJR

Spirer vokser lige villigt om vinteren som om sommeren. Det eneste spirer og spirefrø ikke bryder sig om er frost. Se 3 smarte tricks til at bringe de små spirefrø frostfrit hjem fra i butikken.

SPIREFRØ I FROSTVEJR

Dine spirefrø består af 40% vand. Inde i frøet ligger et lille kim. Kimet er spirens hjerte. Hvis frøet får frost, sprænger kimen og frøet kan ikke udvikle sig ordentligt.

Derfor er det vigtigt, at dine spirefrø ikke får frost, når du bringer dem hjem fra butikken. Hvis du køber spirefrø fra FRISKE SPIRER, bliver frøene transporteret i lune GLS biler fra mit lager til din valgte GLS shop.

På denne side får du tips til at bringe frøene hjem fra shoppen til dit køkken.

TIP OVER 5 GRADER

Vintervejr med temperaturer over 5 grader føles koldt, men det er nemt at passe på spirefrøene selv for dig, der er på cykel.
Løsningen er at pakke dine poser med spirefrø ind i et lunt håndklæde og lægge dem i en plastpose og derpå i en taske. De mange lag omkring poserne betyder, at frøene kommer godt hjem og vil spire fint.

TIP 0-5 GRADER

Når temperaturen er mellem 0-5 grader, skal du passe ekstra på dine frø ved at holde tasken med frøene lunken.
Husk at en cykeltur hurtigt kan nedkøle tasken til minusgrader på grund af vindmodstanden.
En løsning er at pakke frøene i et håndklæde omkring en lille flaske lunkent vand. Vandet skal bare lige holde frøene ved stuetemperatur, så lad vandet være ca 26-30 grader.

TIP UNDER 0 GRADER

Frostvejr er tiden, hvor du skal planlægge transporten af dine frø. Løsningen er heldigvis nem: Pak dine poser med spirefrø i et håndkæde og læg en-to varme 1/2 l. flasker med vand i din taske ved siden af håndklædet.
I denne model skal vandet være 40-50 grader varmt for at holde tasken frostfri hele vejen hjem. Fordi vandet er så varmt, må flaskerne ikke ligge direkte op ad frøposerne, men skal bare ligge i tasken og holde tasken lun.
P.S. Vigtigt tip nedenfor i ‘Kondens i Frøposer’.

TIP TIL HÅRD FROST

Når frosten bliver så hård, at dine fingre og tæer begynder at gøre ondt i kulden, kan du vælge en af to metoder til at få dine spirefrø fragtet frostfrit hjem:

1) Vent med at hente frøene til temperaturen stiger igen.
2) Læg poserne med spirefrø i et håndklæde og derpå ind under jakken. Varmen fra din krop vil holde frøene varme.

P.S. Vigtigt tip nedenfor i ‘Kondens i Frøposer’.

KONDENS I FRØPOSER

Der kan opstå kondens på indersiden af dine frøposer, når du transporterer dine frø hjem i koldt vejr. Kondensen kan opstå uanset hvilken af de fire metoder du bruger til at beskytte frøene på turen hjem, men det vil specielt opstå, når temperaturen udenfor kommer under 0 grader.

Kondens i dine poser vil give dårlige frø. Heldigvis er løsningen nem: Åben frøposerne, så snart du kommer hjem, og lad poserne stå åbne i 6-7 timer på dit køkkenbord. Fugten vil fordampe, imens frøene akklimatiserer til temperaturen i dit køkken. Du kan eventuelt ryste frøene i posen en gang i mellem, så de alle bliver tørre igen.

Luk posen igen efter 7 timer og stil posen på en hylde, til du skal bruge dem.

SPIRER OM VINTEREN

Dine spirer vokser med glæde i dit køkken hele året. Den eneste forskel på årstiderne er, at spirerne vokser en anelse langsommere om vinteren end om sommeren.

Det skyldes, at der typisk er lidt koldere og mørkere i dit køkken om vinteren.

Skal dine spirer vokse hurtigere, skal du bare stille dem et lunere og lysere sted i dit køkken.

VIDSTE DU…?

Vidste du, at du kan stille dine spirer i køleskabet, efter de er vokset til den ønskede længde?

Det interessante er, at dine spirer lige så stille vil ændre smag, imens de står i køleskabet…og deres oprindelige smag vil vende tilbage, når de bliver stillet på køkkenbordet igen og får stuetemperatur.

Et lille fif til dig, der er smagsfølsom kok.

error: Dette indhold er beskyttet