Dyrk selv ærteskud til sprødt grønt på 10 dage.
Du kan dyrke dine ærteskud uden eller i jord. Her på siden kan du se metoden til at dyrke ærteskud i jord.
ÆRTESKUD I ELLER UDEN JORD?
TO SMARTE METODER
Du kan dyrke dine ærteskud enten i jord eller uden jord. Uden jord kan du lade ærteskuddene gro i din rene SpirePerle. Det kalder man aeroponisk dyrkning, fordi rødderne ‘svæver’ i luften, som du kender fra spirer.
Ærter vil vokse lige fint med begge metoder, da ærter er meget rige på næring. De kan derfor godt støtte ærteskud til både 1. og 2. sæt blade uden at få næring fra jord eller gødning.
Hvis du ønsker ærteskud med mere end 2 sæt blade, får planterne brug for lidt næring. Det får de enten ved at du har plantet dem i jord med metoden, som du kan finde her på siden.
Hvis du i stedet foretrækker at dyrke dine ærteskud i din rene SpirePerle uden jord, skal planterne bare have en anelse flydende gødning, fra de begynder at udvikle 3. sæt blade, og til du høster skuddene. Den metode finder du i blogindlægget Ærteskud uden Jord >
DYRK SELV ÆRTESKUD
DYRKNING I JORD
For at dyrke ærteskud i jord skal du bruge:
Økologiske ærter af god spirekvalitet
Det vil sige friske ærter med en høj spireevne. Flækkede, frosne, bejdsede eller varmebehandlede ærter giver ikke sunde, økologiske ærteskud.
Find ærter til dine ærteskud >
Økologisk pottejord af rent plantemateriale
Unge planter kan kun optage en lille smule næring. Derfor skal jorden til dine ærteskud være for unge planter som eksempelvis priklemuld. Du kan finde økologisk priklemuld hos mange planteskoler.
Køligt, rent vand
Når vandet fra din køkkenhane er drikkeligt, vil dine ærteskud trives fint med det. Det behøver ikke være specielt renset for at give gode ærteskud.
SÅDAN DYRKER DU ÆRTESKUD I JORD
1) EN FRISK DUKKERT
Dyrk selv ærteskud er nemme. Første trin er at give de tørre ærter en frisk dukkert. Når du starter ud med at lægge dine økologiske ærter i blød i et glas vand, kan de på få timer suge al den fugt, det normalt tager dem et par dage at optage fra jorden. Derfor sparer iblødsætningen dyrkningstid og giver samtidig dine ærter en rigtig god start.
Du kan se på ærterne, hvornår de har trukket tilpas med vand. De er klar, når de er helt runde og overfladen ikke er rynket mere. Det tager typisk 4-6 timer.
2) SPIRINGEN GÅR I GANG
Når dine økologiske ærter har suget vand nok, begynder deres spiring. Du kan vælge at lade dem vokse en dags tid i din spirebeholder uden jord, hvis du gerne vil nyde at se dem vokse lidt.
SpirePerlen er god til det formål, da den er helt gennemsigtig, så du kan se dine ærtespirer tydeligt.
Foretrækker du i stedet at plante ærterne i deres potte straks, kan du også gøre det allerede nu.

3) OP I POTTEN
Om du har nydt at se ærterne spire lidt i din spirebeholder eller ej, er tiden nu inde til at plante dem i din potte.
Du kan vælge alle typer potter. Planternes eneste behov er, at overskydende vand kan løbe væk. Når vandet kan løbe fra, får planterne vigtig ilt til deres rødder.
Fordel ærterne i et enkelt lag. Du kan hjælpe dem ved at lægge ærterne, så den hvide spids vender opad i potten.
Afhængig af pottens størrelse skal der være 7-10 cm jord under ærterne og ca 2 cm jord over ærterne. Den mængde jord giver rødderne et fint hæftningsgrundlag.
TIP TIL ØKOLOGISK JORD
Økologisk jord + økologiske ærter = økologiske ærteskud. Du kan finde lækker, økologisk jord i havecentre. Jeg foretrækker jord af rent plantemateriale tilsat vegetabilsk gødning af lupiner o.a. Denne type jord behøver ikke være varmebehandlet.
Det er også vigtigt, at jorden ikke er for næringsrig. Priklejord er en god styrke, da den er tiltænkt unge planter med lille næringsbehov. Du kan finde 100% økologisk priklejord af rent plantemateriale fra danske producenter som fx Farmergødning >
Hvis du kun kan finde økologisk jord tilsat dyregødning, anbefaler jeg, at du vælger jord, der er varmebehandlet. Sådan er skadelige bakterier neutraliseret, og du kan nyde dine ærteskud rå med ro i maven.
4) VAND TIL DINE ÆRTER
Når du har plantet ærterne, vander du jorden godt første gang. De næste dage skal jorden bare være let fugtig hele tiden.
Jorden må ikke tørre helt ud, imens ærteskuddene er små. Når planterne bliver større og mere robuste, trives de derimod med at der går 1-2 dage mellem hver vanding.
Potten bør forresten stå lyst men ikke i direkte sol.

5) DEN MAGISKE VENTETID
Ventetiden er magisk, når du dyrker dine egne ærteskud. De små planter stikker deres første skud op over jorden allerede efter 4-6 dage. Der går lidt længere tid om vinteren end om sommeren.
Efter 2 uger er ærteskuddene blevet 10-15 cm lange. Du kan nu høste dem ved at klippe dem af 1 cm over jorden. Du kan også nøjes med at tage toppene af skuddene og lade planterne få nye sideskud og vokse videre i flere uger.
