Taknemmelighed gør dig ifølge forskning mere lykkelig. Læs årsagerne og hvordan du lærer at blive Taknemmelig.
Indhold i artiklen
Teknikker til Taknemmelighed
#1 Fokusér på taknemmelighed
#2 Skriv en Taknemmelighedsdagbog
#3 Sig tak i løbet af din dag
#4 Led efter gaven i alt og sig tak
#5 Symboler på Taknemmelighed
#6 Tak din krop med sund mad
Fordele af Spirer for din krop
Sådan dyrker du Spirer selv
Bøger om Taknemmelighed
Hvad er Taknemmelighed?
Taknemmelighed er en indre tilstand af accept af tingenes tilstand. At turde se alt for hvad det egentlig er og acceptere det. Derpå leder du efter og insisterer på at se gaven i hændelsen.
Taknemmelighed er at slippe trangen til at kontrollere og manipulere for at få noget, præcis som du vil have det, før du tillader dig at være tilfreds. I stedet favner du nuet og accepterer, hvad er. Accepterer at alt er, som det skal være. Træk vejret og giv slip på forestillingen af, hvordan du troede, det ville gå/være/blive. Erkend i stedet realiteten og fortsæt din rejse gennem livet.
Det kan være en svær øvelse. Specielt hvis du er meget handlings- og/eller løsningsorienteret. Er det nu, jeg skal afsløre, at jeg skriver mange af disse blogindlæg for selv at blive klogere?!
Hvad betyder Taknemmelighed?
Taknemmelighed har stor betydning både for dig selv om andre omkring dig. For der er stor forskel på et menneskes energi, om man forsøger at styre, presse og kontrollere livet som om det er en kamp. Fortvivlet brokker sig over hver sten på vejen og derfor er sur mange gange om dagen.
Eller om man i stedet iagttager livet som et interessant eventyr, der er er fuld af spændende vinkler og ny læring. Ja, nogle gange gør livet ondt, men når du ser alt som udvikling, har du en ganske anden holdning til oplevelserne.
Som du sikkert kan forestille dig, er mennesker i den sidste kategori mest behagelige at være omkring. Det betyder, at de mennesker tiltrækker flere venner, rare oplevelser og dermed får de nye grunde til at se livet som en gave at takke for hver dag.
Formålet med Taknemmelighed
Formålet med Taknemmelighed er tosidet:
Dels kommer det andre til gode, at du lærer at være taknemmelig. Det skyldes, at mennesker, der har lært at være taknemmelige, er mere glade, optimistiske og løsningsorienterede. De er derfor særdeles behagelige bekendtskaber og er gode til at løfte stemningen i enhver samtale.
Dels kommer det dig selv til gode. Det skyldes, at du selv bliver gladere og ser lysere på livet. Det får din krop til at slippe stress, vrede og sorg. Du bliver roligere i hele dit væsen. Når du ser alt som en gave, får du en ganske anden holdning til hændelser og personer i dit liv.
Forskning i taknemmelighed
Forskning i taknemmelighed viser, at der er en tæt sammenhæng mellem hjerterytme og følelser. Når vi føler kærlighed, medfølelse og taknemmelighed, går hjerterytmen ind i en kohærent tilstand. Det vil sige, at din hjerterytme bliver rolig og stabil. Det får hele dit system til at slappe af.
Når du er afslappet i krop og sind, er det nemmere at være nærværende, glad, social og positiv.
Det spændende er, at for hver gang du tager et Taknemmeligt synspunkt på en oplevelse, bliver hjernens evne til at føle Taknemmelighed forstærket. Resultatet er, at oplevelsen af livet bliver mere og mere positiv des mere vi træner os selv i at se det positive og sige tak for alt.
Taknemmelighed giver mere Lykke
Taknemmelighed er ifølge forskning en af de vigtige nøgler til Lykke. For når du tager den positive vinkel på alle hændelser, kan din hjerne se alle gaverne og glæderne omkring dig.
Prøv det selv. Iagttag dine tanker omkring sin seneste tur i supermarkedet. Enten kan du fokusere på, at æblerne var udsolgt. Eller du kan fokusere på, at du rent faktisk kan smutte en hurtig tur i et lettilgængeligt supermarked, der er bugnende fuldt af frisk mad.
Tricket er at være opmærksom på din indre dialog. Derfra er tricket at vende det indre brok til glade udråb. Snart vil du bemærke alt det dejlige omkring og mærke glæden bruse igennem dig. Og du vil være ligeglad med, om der mangler æbler. Du køber da bare en agurk i stedet og takker for den.
Taknemmelighed mod depression
Depression kan være en alvorlig sag, som kræver medicin og terapi. Det underkender jeg på ingen måde og vover ikke at diskutere imod det. Tværtimod hepper jeg på, at du finder vejen ud af mørket.
Til din hjælp kan jeg varmt anbefale Pia Callesens bog ‘Lev mere, Tænk Mindre’. Bogen har en helt fantastisk tilgangsvinkel for alle, der har det med at tænke lidt for meget over tingene. En tendens der nemt kan føre til tristhed. Bogen lærer dig simpelthen at træne din hjerne til at stoppe triste tanker og give hjernen ro.
Den titel skulle lige med her, da bogens teknik kombineret med fokus på taknemmelighed er en stærk nøgle til at blive gladere. Både for fortiden, nutiden og fremtiden. Bogen er tilgængelig på landets biblioteker i ebog og fysisk form.
Taknemmelighed for motivation
Forskning viser, at Taknemmelighed gør dig mere motiveret.
Det skyldes, at fokus mod alt det gode i livet, gør dig glad og spændt på at opleve nyt. For alt er jo et eventyr! Den tilgang motiverer hjernen til at prøve nye ting. Det er ellers noget, hjernen sjældent er villig til ,uden den bliver tvunget. For din hjerne er en værre tryghedsnarkoman, der foretrækker at holde dig i de kendte rammer. Men som en klog mand engang sagde: Mod er ikke mangel på frygt. Mod er at være bange og gøre det alligevel.
Så spring ud i alle de nye oplevelser, verden har at byde på og tak dig selv for, at du er så modig. Jeg kan forresten fortælle, at jeg er startet til Bachata…alene. Uha, det kræver selvovervindelse. Men sikke et rush når jeg endelig står der.
Hvordan lærer man Taknemmelighed?
Hvis du er vokset op omgivet af kærlighed og uden at mangle noget, kan det være svært at føle taknemmelighed, når livet bliver svært. For hjernen vil naturligt måle den svære oplevelse mod det nemmere liv, hjernen er vant til, og så bliver du nemt vred over smerten.
Alligevel kan alle opøve taknemmelighed i hverdagen. Jeg tror ikke på den med at måle sig i forhold til andre for at træne hjernen til taknemmelighed. Forskning viser nemlig, at social sammenligning ofte vækker enten fordømmelse eller medlidenhed med andre. Det er ikke er følelser, der fører til taknemmelighed. Tværtimod.
I stedet kan du træne din hjerne til at blive på sin egen banehalvdel. Kig på dit eget liv. Sig højt tak for alle de ting, fordele og oplevelser, du er glad for i dit liv. Tænk over alt det, du har at takke for ved din krop. Hvis du kommer til at tænke på noget, du er ærgerlig over, så find straks noget, du er glad for ved samme ting.
Det kan eksempelvis være, at du er ærgerlig over en gammel cykel. Vend det i stedet til at du er glad for, at du i det hele taget har en cykel. Måske er du trist over, at du ikke har en kæreste lige nu. Glæd dig i stedet over alt den frihed og de muligheder det giver dig (og så kan du jo træne dig i at lære at elske dig selv i mellemtiden).
Hvordan viser man Taknemmelighed
Det er meget individuelt, hvordan man viser Taknemmelighed. Nogle foretrækker at at udtrykke følelsen gennem tale: ‘Tak for hjælpen’, ‘Tak for dig’, ‘Tak for en dejlig aften’.
Det kan også være handlinger som et kærligt kram til tak eller gengældt hjælp til en fysisk opgave. I så fald viser du med handling, at du værdsætter det andet menneske.
Du kan også vise en, du elsker, at du takker for personens tilstedeværelse i dit liv ved at lytte til personens tanker og giver feedback.
Eller du kan give blomster eller en gave for at vise tak.
Hvis du ikke føler, at en anden person forstår, at du er taknemmelig, kan det skyldes, at I har forskellige kærlighedssprog. I så fald kan det være spændende for dig at læse ‘Kærlighedens 5 sprog’ af Gary Chapman. Bogen forklarer, at vi alle opfatter tilkendegivelser for kærlighed og taknemmelighed på forskellig vis.
Hvis du ikke viser din taknemmelighed på en måde, den anden forstår, bliver din taknemmelige handling fejlfortolket. Når du forstår den andens ‘sprog’ er det derimod nemt for jer at se din gestus i det tiltænkte lys. Sådan bliver din gestus en dejlig oplevelse for jer begge, hvilket styrker jeres relation.
Stopklodser for din glæde
Finder du det svært at sige tak og finde gaven i en hændelse? Prøv at mærke efter, hvad årsagen kan være. Måske mærker du, at du bærer rundt på nag, sorg eller vrede?
I så fald mangler du at tilgive den person, der sårede dig. Det kan hjælpe dig at huske, at nag og vrede kun skader dig selv. Giv slip og tillad glæden at fylde dit liv igen.
En god øvelse er, at du lader som om, du taler med personen om det, der har gjort dig trist. Personen er der ikke, så du kan bare give den gas med dine følelser. Husk til sidst, at ‘den anden’ skal have lov til at fortælle sin side af hændelsen. Du vil opdage, at tilgivelsen følger af forståelse for den andens side. Snart slipper vreden, og du kan se gaven også i den hændelse.
Taknemmelighed er Hjertets hukommelse
Man siger, at Taknemmelighed er Hjertets Hukommelse, fordi dit hjerte husker oplevelser med følelser.
Det spændende er, at du selv kan vælge følelsen for enhver oplevelse og erfaring i dit liv. Det handler om fortolkning, og den vælger du 100% selv. Du kan vælge at se selv de sværeste oplevelser i livet med Taknemmelighed. Indrømmet at nogle gange er gaven godt skjult selv for det trænede sind. Men vi kan vælge at vokse af modgang. At se alt som en gave til vores sjæls udvikling.
Tricket er at sige til dig selv: Det er godt! Uanset hvad der sker i dit liv. Derpå er øvelsen at lede efter det gode, indtil du finder det. Den teknik frigør indre kræfter og åbner dig for livets skønhed.
1 Fokusér på Taknemmelighed
Taknemmelighed i denne sammenhæng dækker over at huske på alt det, du har i dit liv lige nu. Tænk over, hvor heldig du er at leve lige nu og lige her. Der er så meget at være taknemmelig for uanset dit køn, alder og livsomstændigheder.
Forskning viser, at fokus på taknemmelig for alt i livet, gør dig mere lykkelig. Det skyldes, at taknemmelighed åbner din bevidsthed for alt det, du har i dit liv. Det giver langt mere glæde end at lade hjernen gøre dig utilfreds ved at lade dig sammenligne dig selv og dit liv med andres.
2 Skriv en Taknemmelighedsdagbog
Har du hørt om en Taknemmelighedsdagbog? Oprah Winfrey taler gerne om netop denne teknik til at huske alt det, du har at sige tak for i dit liv.
Det er en god øvelse at skrive i din taknemmelighedsdagbog hver morgen eller aften. Oprah anbefaler, at du skriver mindst 5 ting hver dag, du er taknemmelig for. Du behøver ikke at finde på nye ting hver dag, og du må hjertens gerne skrive mere end fem. Du vælger også selv formuleringen. Dette er din bog.
Ideen er, at handlingen med at skrive, gør dig mere opmærksom på din lykke. Hvis du har en svær dag, vil bogen desuden nemmere huske dig på alt det gode i dit liv og løfte dit humør.
3 Sig tak i løbet af din dag
Det er en dejlig øvelse at hviske et lille tak for alle hændelser i dine dag. Det kan virke påtaget at takke for hver lille ting, men det tjener et formål. Det er, at du lærer din hjerne at fokusere på det positive i dit liv og hver hændelse.
Denne metode udvikler nye nervebaner i hjernen til at tænke og analysere hændelser anderledes.
Snart har du lagt en ny vane og et nyt fokus ind i hjernen. Det betyder, at det bliver nemmere også at takke for selv de svære hændelser. Når du har lært det, bliver det langt nemmere at finde gaven i alt.
4 Led efter gaven i alt
Jeg ved af personlig erfaring, at livet kan byde på mange rigtig svære oplevelser. Det er nemt at blive bitter, når du føler dig svigtet eller har mistet en elsket.
Alle der har oplevet svære tab og har valgt at fokusere på gaven i hændelsen fortæller dog, at smerten har udviklet dem. Det har gjort dem til større og bedre mennesker, fordi smerten har lært dem empati. Det lærer dem at være taknemmelige for alt.
For når du har oplevet tab, tager du ikke længere noget for givet men sørger med det rette fokus for at nyde hvert minut af det gode i livet.
5 Symboler på Taknemmelighed
Symboler på taknemmelighed er meget individuelle. Formålet med symbolerne er at minde dig om at sige tak.
Måske er det en bestemt sten, du har i lommen og som minder dig om at sige tre ting, du er taknemmelig for i løbet af dagen. Det kan også være en ring eller andet smykke, der minder dig om noget bestemt, der fylder dig med stor glæde.
Efterhånden som du vænner din hjerne til at være konstant taknemmelig, bliver symbolerne mindre vigtige. Så bliver de et minde om endnu en spændende del af din rejse i dette fascinerende liv.
6 Tak din krop med sund mad
Har du nogensinde overvejet, hvor heldig du er at have en velfungerende krop? Det gør de færreste sjældent, før de oplever at blive syge.
Jeg takker hver aften for, at jeg kan se, gå, smage, høre og tale. Jeg takker også for, at min krop er sund og rask hver dag. Det har jeg gjort siden jeg som teenager mistede et familiemedlem til sygdom. Jeg har aldrig siden taget min krop for givet.
Husker du også at være taknemmelig for din krop og sanser? Måske er det tid til at takke din krop med lidt sundere mad end du plejer at give den? Så du kan glæde dig over den fantastiske gave, du har fået fra fødslen.
Fordele ved at gro friske Spirer
Vil du nyde økologisk grønt, som er helt friskt og fyldt med vitaminer, mineraler og antioxidanter? Endda mad der er hurtigt at dyrke i dit eget køkken?
Så kunne dyrk selv Spirer være lige sagen for dig.
Når du dyrker dine egne spirer kan du vælge mellem 25 forskellige sorter af frø. Hver af dem gror til hver deres unikke smag. Det tager kun 2 dage at dyrke fem af sorterne og 6 dage at dyrke resten.
De gror i små bakker uden jord og skal kun skylles morgen og aften. Nemt, ikk?!
Vil du dyrke din Sundhed?
Du finder alt til at dyrke dine egne Spirer i Shoppen
Bøger om Taknemmelighed
Der findes mange gode bøger og artikler om Taknemmelighed. Jeg kan varmt anbefale bogen ‘Lykkelig uden Grund’ af Marci Shimoff og Carol Kline. Bogen fokuserer på at lære din krop og sind at være lykkelig. Taknemmelighed er flettet ind i mange af bogens teknikker. Bagerst i bogen finder du en ressourceliste med titler og navne, så du kan fortsætte din læring.
‘Taknemmelighed’ af Niels Nymann Eriksen er en anden smuk bog, som jeg varmt kan anbefale.
Du kan også finde mange gode videoer og podcasts om Taknemmelighed (Gratitude på engelsk).
Spørgsmål fra andre læsere
Ja, du kan lære Taknemmelighed i løbet af et øjeblik. Tricket er, at se alt i dit liv som en gave. Til at begynde med, kan det være udfordrende at anskue selv udfordringer som gaver, så start med at takke for det indlysende: At du bor i en trygt samfund. At du får mad hver dag. At du er rig i forhold til levestandarden mange steder i verden. At du kan se…Alt det, mange tager for givet, er store gaver.
Ja, mange videnskabelige tests viser, at hjernen frigiver dopamin, når den tror, den har fået en gave eller fundet noget eftertragtet. Da taknemmelighed både handler om at takke for noget, du ønsker at opnå og noget du allerede har, så bliver der frigivet dopamin i begge tilfælde.
Forskning viser, at du bliver gladere af at udøve taknemmelighed. Glæden kan gøre dig mere frisk og optimistisk. Det kan bidrage til at motivere dig til sundere kost, motion og andre sunde vaner.