Dyrk selv ærteskud til sprødt grønt på 10 dage.
Du skal kun bruge ærter, vand, jord og en potte.

DYRK SELV ÆRTESKUD
GUIDE
Jeg elsker måden de kunstneriske ærteskud giver en ekstra dimension i salatskålen,
den grønne smoothie eller som pynt på tallerkenen. Så her får du guiden til at
dyrke økologiske ærteskud selv.
Du skal bruge:
Økologiske ærter af god spirekvalitet
Det vil sige friske ærter med en høj spireevne. Flækkede, frosne, bejdsede eller varmebehandlede ærter giver ikke sunde, økologiske ærteskud. Find gode ærter til dine ærteskud >
Økologisk pottejord af rent plantemateriale
Alle frø/spirer har brug for ekstra næring, hvis de skal vokse i mere end en uge. Derfor kan du kun dyrke de lange ærteskud på 10-15 cm i en potte med frisk jord. Læs mere om jord nedenfor.
Lys og stuetemperatur
Dine ærteskud vokser bedst, når temperaturen i rummet er 20-25 grader. Potten skal stå lyst men ikke i direkte sol.
Køligt, rent vand
Når vandet fra din køkkenhane er drikkeligt, vil dine ærteskud trives fint med det. Det behøver ikke være specielt renset for at give gode ærteskud.
1) EN FRISK DUKKERT
Dyrk selv ærteskud er nemme. Første trin er at give de tørre ærter en frisk dukkert. Når du starter ud med at lægge dine økologiske ærter i blød i et glas vand, kan de på få timer suge al den fugt, det normalt tager dem et par dage at optage fra jorden. Derfor sparer iblødsætningen dyrkningstid og giver samtidig dine ærter en rigtig god start.
Du kan se på ærterne, hvornår de har trukket tilpas med vand. De er klar, når de er helt runde og overfladen ikke er rynket mere. Det tager typisk 4-6 timer.
2) SPIRINGEN GÅR I GANG
Når dine økologiske ærter har suget vand nok, begynder deres spiring. Du kan vælge at lade dem vokse en dags tid i din spirebeholder uden jord, hvis du gerne vil nyde at se dem vokse lidt.
SpirePerlen er god til det formål, da den er helt gennemsigtig, så du kan se dine ærtespirer tydeligt.
Foretrækker du i stedet at plante ærterne i deres potte straks, kan du også gøre det allerede nu.

3) OP I POTTEN
Om du har nydt at se ærterne spire lidt i din spirebeholder eller ej, er tiden nu inde til at plante dem i din potte.
Du kan vælge alle typer potter. Planternes eneste behov er, at overskydende vand kan løbe væk. Når vandet kan løbe fra, får planterne vigtig ilt til deres rødder.
Fordel ærterne i et enkelt lag. Du kan hjælpe dem ved at lægge ærterne, så den hvide spids vender opad i potten.
Afhængig af pottens størrelse skal der være 7-10 cm jord under ærterne og ca 2 cm jord over ærterne. Den mængde jord giver rødderne et fint hæftningsgrundlag.
ØKOLOGISK JORD = ØKOLOGISKE ÆRTESKUD
Økologisk jord + økologiske ærter = økologiske ærteskud. Du kan finde lækker, økologisk jord i havecentre. Jeg foretrækker jord af rent plantemateriale tilsat vegetabilsk gødning af lupiner o.a. Denne type jord behøver ikke være varmebehandlet. Du kan finde 100% økologisk jord uden animalsk tilsætning fra danske Farmergødning forhandlet af blandt andet EcoEgo >
Hvis du kun kan finde økologisk jord tilsat dyregødning, anbefaler jeg, at du vælger jord, der er varmebehandlet, så skadelige bakterier er neutraliseret. Bemærk at jord med dyregødning har det med at lugte. Det meste stuejord med dyregødning er varmebehandlet men spørg alligevel forhandleren. På den måde kan du nyde dine ærtespirer rå .
4) VAND TIL DINE ÆRTER
Når du har plantet ærterne, vander du jorden godt første gang. De næste dage skal jorden bare være let fugtig hele tiden.
Jorden må ikke tørre helt ud, imens ærteskuddene er små. Når planterne bliver større og mere robuste, trives de derimod med at der går 1-2 dage mellem hver vanding.
Potten bør forresten stå lyst men ikke i direkte sol.

5) DEN MAGISKE VENTETID
Ventetiden er magisk, når du dyrker dine egne ærteskud. De små planter stikker deres første skud op over jorden allerede efter 4-6 dage. Der går lidt længere tid om vinteren end om sommeren.
Efter 2 uger er ærteskuddene blevet 10-15 cm lange. Du kan nu høste dem ved at klippe dem af 1 cm over jorden. Du kan også nøjes med at tage toppene af skuddene og lade planterne få nye sideskud og vokse videre i flere uger.

GRØN VÆRTSGAVE & VÆRTINDEGAVE
Dyrk selv ærteskud er en perfekt værtsgave eller værtindegaver for grønne gaver er i høj kurs for tiden. Spiselige, grønne, økologiske gaver er endnu bedre…i hvert fald i min omgangskreds. En sød potte med friske, hjemmedyrkede ærteskud er en sød og bæredygtig gave.
ÆRTESKUD I SØD POTTE
Til festen om 1-2 uger
For at gøre ærteskuddene mere festlige, kan du dyrke dem i en sød potte. På festdagen binder du nogle søde bånd omkring potten og gaven er straks klar. Det er helt fint, hvis ærteskuddene er små. Så har værten bare ekstra glæde af at dyrke dem videre til sin mad.
ÆRTESKUD I BLOMST
Til festen om 3,5 uger
For at få dine ærteskud i blomst, dyrker du først ærteplanterne i 14 dage, til stænglerne er ca 15 cm lange. Klip et par af stænglerne af en cm over det øverste ‘knæk’. Planten tror, den bliver spist og danner i løbet af en uge blomster ved knækket.